Da jeg skulle tage afsked med min skønne Bella var der ingen tvivl i mit sind om, at det skulle foregå hjemme i trygge rammer. Derfor kontaktede jeg Lone, forklarede hende situationen med Bella, og vi aftalte at hun kom hen under aften. Stille og roligt, med al den tid i verden der skulle til tog jeg afsked med min elskede Bella. Lone sad i den ene ende af sofaen, hvor Bella gerne ville være, og jeg sad i den anden ende med Bella imellem os. Tårerne trillede, men min hund kom herfra uden stress og der hvor hun var tryg. Oplevelsen bærer jeg stadig i hjertet som et smukt minde om 13 dejlige år med en skøn hund, der blev afsluttet på smukkeste vis. Lone er ikke “kun” dyrlæge, hun favner både dyr og menneske i smuk forening. Lone vil altid være mit førstevalg.

Tak er kun et fattigt ord, men ikke desto mindre skylder vi Lone flere af slagsen. Tak for at guide os til at træffe den rette beslutning, da Venus skulle hjælpes afsted. Det gav en ro, som vi ikke havde forestillet os, og gjorde situationen ordentlig - og meget nemmere at være i for os alle 5.

Tak for dit nærvær og evnen til at være til stede, men stadig give masser plads. Tak for roen og ordentligheden i situationen. Tak for dit overskud til at svare på store og små spørgsmål før og undervejs og til at lade vores søn lytte med, da du skulle konstatere at Venus' hjerte var holdt op med at slå - det betød uendelig meget for os alle. Tak for indsatsen, for omsorgen og for dig. Skulle vi få brug for en dyrlæge igen, så står du absolut forrest. Vi sender anbefalingen videre til alle, vi kender! Tak! Mange kærlige hilsner og anbefalinger fra Mette og familie.

Folk, der har haft flere hunde, eller arbejder med dyr til daglig, dør af grin over dette skriv. Det gør ikke noget, for pointen handler ikke om, hvordan bomuldshunden Conrad blev en del af vores familie - mor, far og to døtre - tilbage i sommeren 2012 efter syv-otte års pres fra den yngste datter. Conrad blev fra dag ét det femte familiemedlem, han blev forkælet, vi havde mulighed for aldrig at efterlade ham alene, så forholdet og den betingelsesløse kærlighed var på et niveau, som får landmænd og dyrlæger til at ryste på hovederne. For meget, ville de sikkert mumle, og måske med rette. Men det blev vores måde at have hund på.

Denne sommer var hele familien ved den jyske vestkyst, og efter fine dage blev Conrad pludselig syg. Han døjede i forvejen med en diskusprolaps, som han blev medicineret for, men en morgen var mere stødt til. Han var i store smerter, rystede, og vi kunne ikke røre ham. Når vi forsøgte, skreg han på en måde, som jeg aldrig håber at skulle høre igen. Alle græd. Der var kaos. Rundringningen til mere end 10 dyrlæger og dyrehospitaler i Vestjylland gav intet resultat – ingen ville eller kunne køre ud for at hjælpe – og frustrationen var på vej over i desperation på grund af en lidende hund, som det ville være et overgreb at flytte.

Og så …, på Holstebro Dyrehospital gav en sød kvinde nummeret til Lone Vester, som står bag Dyrlægekompagniet med base i Silkeborg. Men hvem gider at køre fra Silkeborg til Vedersø Klit midt i sommerferien? Lone Vester smed alt, rokerede rundt på sin kalender, og satte straks kursen mod Vestjylland, hvor hun ankom lige over middag. Hun mødte en stærkt lidende hund og fire, flæbende voksne mennesker, hvilket hun håndterede roligt, empatisk, tålmodigt og med stor faglighed.

Det var så fint, selv om vi mistede vores elskede hund, der lå præcis, som han plejer på sin lille dyne på forsædet af Lone Vesters bil – i selskab med sit yndlingslegedyr samt den blomst, som Lone Vester plukkede, lige inden hun kørte. Vi glemmer aldrig nogensinde Conrad, men vi glemmer heller ikke nogensinde Lone Vester. Det, hun gjorde for os, var meget mere end et job. Det var smukt og unikt.